1400 meter fra Arresøen, hvor Bækkebrovejen slår en bugt, ligger vores huse så smukt på Skovskellet 2, i Tibirke Bakker.

Husene ligger midt mellem hede, skov og mose, som Bækkebrovej slynger sig igennem fra Arresøen mod Tisvilde. Vi befinder os i det sydvestlige hjørne af Tibirke Bakker, som siden 1916 har været et privat fredet naturområde med hede og spredte trægrupper. Området er enestående, ikke bare som natur, men også kulturelt.
Her er ikke fjernsyn, men til gengæld en formidabel udsigt.

Her er langt mellem sommerhusene, som allerede fandt indpas for over 100 år siden, hvor det blev almindeligt at omdanne ydmyge hedelandbrug til kunstnerboliger.

Bebyggelsen er beskrevet i bogen ‘Huse i Tibirke Bakker’ af Thorkel Dahl, 2010. Otto Gelsteds ‘Tibirke Bakker’, 1941, med illustrationer af Ib Andersen, anbefales også. Kulturhistoriske artikler og beretninger om lokalområdet kan findes på hjemmesiden :
www.vtselskabet.dk

For den opmærksomme rummer landskabet fortidsminder og dyrearter i særklasse.
Færdsel til fods er tilladt på ‘Turist-stien’ og på vejene, bl.a. til det imponerende højdepunkt, ‘Udsigten’, hvorfra man bl.a. kan skimte Odsherred og Kullen. Frederiksborg Slotskirke og en række andre kirker kan fanges af et trænet blik eller gennem en kikkert.

Nær på ses bakkernes vilde natur, bondelandet udenom, skovbrynet og Arresøens foranderlige vandspejl.

Uden for huset ligger Tisvilde Hegn, som mod nordvest strækker sig langs den 6 km. lange hvide sandstrand mellem Tisvildeleje og Liseleje. Skoven er 4,5 km. bred mellem vores huse og stranden, som altså kan nås på en 25 min. cykeltur eller på 45 min. til fods. Alternativt 8 min. i bil uden om skoven til Tisvildeleje strand eller Melby Overdrev strand eller med cykel 35 min.